Shvoong Hjem > Sociale Videnskaber > Antropologi > The Age of Extremes 1914-1991

.

The Age of Extremes 1914-1991

Summary rating: 4 stars 8 Anmeldelse
Forfatter : Eric Hobsbawm
Summary by : Jannie Lund
Besøg : 1072  ord: 900   Udgivet på: september 03, 2005
Eric Hobsbawm giver i The Age of Extremes et informationsmættet panorama over hvad han kalder det korte tyvende århundrede; tiden fra 1914 til 1991. Værket er en let selvbiografisk og globalhistorisk, om end lidt eurocentrisk, syntese som giver et bud 77 års begivenheder i tid, der var uendelig rig på dem. Kapitlerne er skrevet som essays, som sagtens kan læses individuelt, idet de hver for sig omhandler relevante problemstillinger i afgrænsede tidsperioder. Der er klare marxistiske undertoner i Hobsbawms historieskrivning, og det økonomiske og materielle er drivkraften i bogen, og heller ikke den marxistiske indgangsvinkel til videnskab og politik bliver der lagt skjul på.

Bogens vel nok vigtigste tese har rod i det økonomiske aspekt. For Hobsbawm er 20’erne og 30’ernes internationale kapitalismekrise vel nok det korte tyvende århundredes vigtigste begivenhed, og uden den ville kommunismen og fascismen ikke på nogen måde have fået samme betydning, som var tilfældet. Heller ikke Anden Verdenskrig og Den Kolde krig ville have udspillet sig, mener Hobsbawm, og det ville jo uomtvisteligt havde ændret historien og den Verden vi kender i dag markant. Dette er blot en af mange kontrafaktiske observationer, som Hobsbawm gør sig, og med det sætter han historien i et interessant perspektiv.

The Age of Extremes er kronologisk opdelt i tre dele, samt krydret med en indledning, der giver et fugleperspektiv over dette korte århundrede fra 1914 til 1991. Den første af bogens tre dele er perioden 1914-1945, af Hobsbawm kaldet Katastrofernes tidsalder, hvori verden lærte et nyt begreb at kende, nemlig ’verdenskrig’. Første og Anden Verdenskrig ændrede verden totalt, og brød med det fremskridt, som havde vakt så megen begejstring inden 1914, og katastroferne holdt ikke op med krigene. Også enorme økonomiske kriser satte deres tydelige aftryk på perioden, og var med til at bryde med fremskridtet.

Denne første del har en meget pessimistisk stemning. I den spiller verdenskrigene naturligvis den største rolle, og fra dem til revolutionerne som ændrede en allerede ændret verden, og som satte dagsordenen i en ny verdensorden. Det økonomiske aspekt er måske den allervigtigste faktor i Hobsbawms historieskrivning, og det er også et af hovedelementerne i bogen. Afkoloniseringen fik også fat i denne nye, hastigt udviklende verden, og netop denne ændrede verdensbilledet radikalt. Den fasttømrede verden som man kendte forsvandt simpelthen.

Anden del, De gyldne år 1945-1973, indeholder en helt anden optimisme end første del af bogen. Den indledes med et kapitel om Den Kolde Krig, hvori bipolariteten sikrede en vis verdensorden. Derefter følger De Gyldne År, og i tiden 1945-1990 fandt der en global, social revolution sted, som for alvor markerede et skift til en ny tid. Agrarsamfundene forsvandt og blev erstattet industrisamfund, hvor urbaniseringen steg stødt, og byerne blev større og større knudepunkter, og hvor velstanden i befolkningen steg. En kulturrevolution fulgte, og den indebar en omvæltning for mennesker og deres indbyrdes forhold. Der opstod en helt ny, international ungdomskultur, der kulminerede i 1968 og blev et forbillede for hele kulturrevolutionen. Tilbage stod et samfund, som var så uendeligt meget anderledes end det gamle.

I kapitlet Den Tredje Verden giver Hobsbawm et view over en verden, som stod stærkt i kontrast til fremskridtets højborg, Vesten. Afkoloniseringen og revolutioner ændrede det politiske verdenskort, og op skød den ene nye stat efter den anden, og disse skabte kollektivt et helt nyt pres på verden. I kapitlet om den ’rigtige socialisme’ folder Hobsbawm sig rigtigt ud. Oktoberrevolutionen står som en af de mest skelsættende begivenheder bogen igennem, Sovjet som mønsterstaten og socialismen som svaret på alles spørgsmål.

Bogens afsluttende del, Kriseårtierne 1973-1991, indledes med en konstatering af at den krise, som verden var i, først blev anerkendt, da USSR og Østeuropas kollaaps var endeligt. Den Tredje Verden gennemgik en periode med revolutioner, krig og generel ustabilitet i en periode, hvor resten af verden havde det relativt fredeligt. USA og Sovjets magtkamp skabte verdensordenen, og tredjelandene var brikker i deres spil. Problemstillingen - socialismens nederlag til kapitalismen, samt konsekvenserne heraf, behandles i et kapitel om socialismens endeligt.

Bogen sluttes af med et blik vendt mod fremtiden, og hvilke udfordringer den stiller. Hobsbawm så, da han afsluttede bogen, en fuldstændig forandret verden i 1991, samt en række nye trusler i samfundet. Disse var nationale konflikter ved små grupper, som f.eks. IRA, samt internationale konflikter mellem rige og fattige nationer. Han så også kontrasten mellem den rige verdens mangel på arbejdskraft og den fattige verdens overbefolkning, samt at den øgede vækst ville skabe større forskel på rig og fattig.

Slutningen er meget pessimistisk og til tider rodet. Det er tydeligt, at der er større personlig distance til historien fra Hobsbawms side i starten, end der er jo tættere på nutiden, han kommer. Hobsbawm afslutter sin bog på et tidspunkt, hvor han ikke kan se nogen orden i verden, og det bekymrer ham. Den nye verdensorden var da endnu ikke på plads, og det gør en ældre marxist som Hobsbawm mere end blot almindeligt pessimistisk, at der ingen synlig verdensstruktur er. Af samme grund rammer langt de fleste af hans fremtidsforudsigelser også forbi målet. Hobsbawms lære er, at det korte tyvende århundrede ændrede verden radikalt, deraf titlen, og at begivenhederne deri hænger så meget sammen, at den ene ikke ville være sket uden den anden. Historien hænger sammen. Men et eller andet sted sidder man mest tilbage med følelsen af at have læst beretningen om et langt og interessant liv, men at der nu kun er pessimismen tilbage.

Yderligere detaljer om dette The Age of Extremes 1914-1991
fortæl os hvad du syntes om dette sammendrag : 1 2 3 4 5


tilføj dine kommentar Ingen kommentarer

Kommentarer på The Age of Extremes 1914-1991

Læs gratis resuméer - Skriv og bliv betalt

Opsummer menneskeligt kendskab til Shvoong . Join us!

------