Hjemmesiden dkconline.dk er egentlig lavet til mennesker med interesse for bl.a. arkæologiske fund i det marine miljø, men
for sportsfiskere er den også hamrende god, når man vil finde ud af, hvor der er passende dybder til at bedrive det fiskeri, man netop nu er tændt på.
Man kan søge geografisk på et danmarkskort og nemt pejle sig ind på de farvande, der netop nu har interesse. Her kan man så vælge imellem forskellige målestoksforhold og derved aflure eksempelvis, hvor det dybe vand skærer tæt ind mod land. Vil man affiske
sejlrender, kan de lokaliseres rimeligt præcist, eller lavvandede vige, som kan huse havørred i de kolde måneder, afsløres for den fluesvingende vintervader.
Som et eksempel kan man begynde med at klikke på Lillebælt-området, hvis man vil vide mere om Kolding Fjord, og med målrettede klik komme længere ind i fjorden på kortet, der så at sige zoomer ind mod de områder, man vil udforske. Man vil så kunne følge sejlrenden og se, hvor den ligger meget tæt på kysten, og omvendt hvor der er lavvandet.
Den samme øvelse kan man prøve alle andre steder, hvor man har lyst til at fiske. Det er ikke alene sjovt, men kan også udmønte sig positivt på fangststatistikken. Jeg vil kalde det for en målrettet forundersøgelse af fiskeplads. Hvis du ikke allerede bruger dkconline, så prøv nu. God fornøjelse.