Lille Knud vidste altid bedre end de andre i
skolen, når han blev spurgt om noget så vidste han lige hvad han skulle sige.
Han var sådan en rigtig solstrålehistorie, gjorde alting på det rette tidspunkt, han kunne både tælle og lægge sammen – ja og læse så højt og tydeligt at det var en fornøjelse. Og når Fede Ole fes så var han den første der pegede fingre og
skreg af grin! Men så en dag begyndte der smuk pige i
klassen og Knud skulle op og gøre sig til, men han stivnede i hele kroppen og fik ondt i maven – ”sådan noget møg”, tænkte Knud, ”jeg må bare der op!”, så han tvang sig selv der op til den smukke pige og åbnede sit gab, men der kom ingen lyd og han blev koksrød i bærret. Klassen skreg af grin. Siden den dag hed han Røde Knud og Ole gik i fred.