Jeg købte
Harry Potter & the Deathly Hallows med en surrealistisk følelse af feberagtig spænding og nervøs forventning, med en smule træt-helt-ind-til-benet-følelse (at stå op kvart i fire efter tre timers søvn gør dette
ved en). I mange
år har jeg været en dedikeret Potter fan siden dagen hvor jeg fik fat i
Harry Potter and the Philosophers Stone på det lokale bibliotek. Min første følelse af ængstelse da jeg overvejede hvordan Jo skulle ende denne episke saga, tilfredsstilledes jo længere jeg læste. Efter at have læst de første få sider indså jeg at Jo ikke havde mistet noget af hendes talent eller fantasi ved skabelsen af denne bog. Den tager vejret fra en så hurtig som den foregår og smider læseren ind i en verden af død og vrede uden større postyr. Bogen slutter mange af de løse ender og spændende spor der blev lagt for dagen i de foregående bøger, for siden at lede til en tilfredsstillende realistisk slutning med et adrenalinfyldt klimaks. Den eneste betænkelighed jeg har med slutningen er den skuffende korte epilog. Efter syv lange bøger forventede jeg en smule mere afslutning og en mere detaljeret beskrivelse af de
karakterer jeg har fulgt igennem de syv år hvor deres magiske uddannelse fandt sted. Denne
bog er anderledes fra de foregående, mere egnet for ældre læsere med dens mørke plot. Jo spilder ingen bogplads med rare ting og spændende, hjertelige Hogwarts aktiviteter, men holder sig stramt til plottet hvilket gør situationen endnu mere realistisk. De første seks Harry Potter bøger følger en slags metodisk rækkefølge. Harry hos Dursley-familien, harry på skolen, Harry på eventyr, Harry reder dagen. Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da hver enkelt bog er varieret og bestemt ikke kedelig, men grundplottet i den syvende bog lægger op til en passende uforudsigelig bog med en klar, moden tone. Hvad jeg bedst kan lide ved bogen er modningen af de større karakterer, Harry, Ron og Hermione. Denne bog viser klart hvordan de er modnet og blevet til ansvarlige unge voksne ved hjælp af deres intuition, viden og selvstændighed. Det faktum at de kan overleve et år, på flugt fra
the death eaters, uden at blive opdaget er et tegn p dette. I alle de foregående romaner bliver Harry og Co. nærmest passet godt på i hele bogen undtagen ved slutningen hvor de bevæger sig ud på et farligt eventyr og på en eller anden heldig måde, formår at komme helskindet ud af det. I
Deathly Hallows, er de på egen hånd for det meste. De undgår døden, tilfangetagelse og deres fjender mens de søger efter horcruxes for at bekæmpe deres onde nemesis Lord Voldemort, ved at bruge intet andet end deres magiske evner, viden og mod. Faktisk virkede deres tidligere flygten lettere heldige, i sammenligning med deres bedrifter i denne sidste historie. Trods de pæne ord jeg har om Deathly Hallows, skal man være opmærksom på at jeg brugte uendelig meget tid på at græde over den. Disse nye mørke, mere realistiske scener tager hårdt på mange af de elskede karakterers dødelighed. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men jeg må sige at nogle af dødsfaldene og forholdene omkring dem, ramte mig i hjertet, da jeg har fulgt disse karakterer i næsten ni år og næsten betragter dem som ægte mennesker. Men alt i alt synes jeg dette er en enormt tilfredsstillende bog, måske min favorit i serien, da den appelerer mere til min aldersgruppe og slutter den episke rejse for de tre karakterer vi har lært at elske, Harry, Ron og Hermione.
Flere anmeldelser om dette Harry Potter and the Deathly Hallows