Zenia en sigøjner

Zenia fortæller om sit liv. Hun bor i Sverige men er født i Tyskland og voksede op i Spanien. Hun beskriver sin fattige barndom og de mange børn som tiggede penge til mad. Zenias slægtninge boede i et telt.Hendes far arbejdede med reperationer af kobberkedler og hendes mor tog sig af børnene. En dag flyttede Zenias familie til Sverige. Første gang kom de ikke ind, men de forsøgte igen og til sidst lykkedes det. I Sverige boede de i en lejlighed. Det var første gang de sov i et soveværelse. De begyndte også i skole men de svenske børn provokerede dem og kaldte dem sigøjnere. Sigøjnerne lod som om de ikke hørte dette og lo, men om natten græd de. Zenia trivedes ikke i skolen. En gang i mellem pjækkede hun. I skolen lærte hun at sigøjnere kommer fra Indien. For tusind år siden forlod sigøjnerne Indien og nu bor de spredt over hele verden. De har ikke et eget land men er de er et eget folk med sit eget sprog, tøj og vaner. Zenia havde to parallelle og forskellige liv. Hjemme var hun sigøjner og i skolen prøvede hun at blive svensk. Det var svært! Da Zenia blev 17 år besluttede hendes familie at gifte hende bort til en dreng ved navn Sixten. Zenia ville ikke, men gik med til det alligevel og fik et ægte guldsmykke. Nu var hun forlovet. Straks derefter giftede hun sig med Sixten og hendes bros giftede sig med Sixtens søster. Så fødte hun sit første barn som hun kaldte Pepino. De blev en rigtig familie men alligevel kedede hun sig. En aften gik hun med sin bror i kirke. Efterfølgende deltog hun i koret og sang og skrev sange på sit eget sprog. Hun følte sig lykkeligere. Kirken blev hendes tryghed. De fik to børn til : Luciano og Samson. Zenia var stolt over sine drenge men nogle gange bekymret for dem. Hun tænkte på sin barndom og ville ikke se sine børn lide. Hun ville lære dem at aldrig forbigå sigøjnernes traditioner, at altid respektere forældrene, ældre mennesker og familien. Zenia var bekymret for om hendes drenge skulle være sigøjnere eller leve og arbejde som svenskere? Hun syntes hun havde forandret sig meget i Sverige men hun var sigøjner og det ville hun altid være. Hun ønskede at hendes børn skulle blive stolte sigøjnere og at hendes folk ikke skulle uddø. Zenia har beskrevet (fremragende men alligevel enkelt) en trist situation mange indvandrere har haft, har og vil få i fremtiden. De bor mange år i Sverige, og de har stemmeret, de har same ret til at bo i Sverige som svenskerne, de har svenske pas men rigtig svenske er de ikke og det kommer de aldrig til at være!