Allerede ved den første Kontakt med
Kontrapunktikens Videnskap følte jeg, at den
aabnede mig
et langt videre og mere frugtbart Felt end Harmonilæren havde kunnet. Denne Beskæftigelse virkede stimuerende
paa min Fantasi og mig Lyst til at komponera, den lagde Grunden til hele min fremtidige Teknik og gav mig en solid Forberedelse til Studiet af Formen og Instrumentationen. Den rent tekniske Viden har givet mig et uvurderligt, solidt Grundlag, hvorpaa jeg siden kunde opbygge og udvikle min
egen personlige Kunst. Formen kommer man
først til at beherske efter længre Tids Øvelse.
Rimsky-Korssakof anvendte paa mig den Metode, der gaar ud paa at
undervise i Formen parallelt med Instrumentationen. De mest udviklede musikalske Former finder deres mest fyldige Udtryck i Orkestrets komplicerade Instrumentation. Han gav mig nogle Sider af en ny Opera, han lige havde fuldført i Klaverudtog, og satte mig til at instrumentere dem. I hvert enkelt Tilfælde forklare, kvorfor jeg havde instrumenteret anderledes end han.
Paa egen haand—kontrapunktiske Øvelser, som intresserede mig mere og mere, jo dybere jeg trængte ind i dem. Hos Rimsky-Korssakof fik jeg til Opgave at instrumentere en Rekke klassiske Musikstykker, Beethovens Sonater og Marcher. Samtidigt lod han mig analysere de klassiske Værkers Form og Struktur. Den grafiske Løsning af Perspektiv- og Rumsproblemerne, somman møder i den
japanske Træsnitkunst, tilskyndede mig til at finde noget tilsvarende i Musiken.
Da jeg komponerede Le Sacre, foresillede jeg mig den sceniske Framstilling af Værket som en Række overmaade enkle rytmiske Bevægelser de skulle virke udan overflødige Detaljer eller Forviklinger.
Musiken er det eneste Omraade, hvor Mennesket realiserar Nuet.
Musikens Fenomen er skænket os ene og alene for at bringe Orden i Forholdet mellem Mennesket og Tiden. For at realisere sit Væsen fordrer den nødvendigvis en Opbygning, en Struktur. Naar deen Struktur er skabt og Ordenen naaet, er alt sagt.
Det er just denne Opbygning og denne Orden, som griber os paa en ganske egen Maade. Goethe har sagt, at
Arkitekturen er en forstenet Musik. Jag har aldrig kunnet komponera, hvis jag ikke var sikker paa, at ingen hørte mig.
Musiken skal meddeles og ikke fortolkes. Det er umuligt at traænge helt til Bunds i en tidligere Tidsalders Kunst med dens forældede Formsprog, hvis man ikke har en levende Forstaaelse af sin egen Tid og fuldt bevidst tager Del i det Liv, der omgiver en. Fra en pædagogisk Synspunkt vilde væare
klogest at begynde en Elevs Undervisning med at bibringe ham Kendskab til Nutiden, og først paa et senere Stadium ga tilbage i Historien. Jeg har altid ment, at
hvor det gjaldt de mest ophøjede Ting, maatte man ty til et særligt Sprog og undgaa Hverdagssproget. Hvilken Glæde var det ikke at komponere Musik til et konventionelt, næsten rituelt Sprog, hvor den ophøjede Stil saa at sige gav sig af sig selv! Man føler sig ikke længer hæmmet at det sproglige Udtryck, af Ordet i dets egentligen Betydning. Støbt i en urokkelig Form, som i tilstrækkelig Grad sikrer deres ekspressive Værdi, behøver Ordene ingen Kommentar. Paa den Maade bliver Teksten for Komponisten et rent fonetiskt Materiale. Han kan opløse den i dens Bestanddele ganske efter Behag og rette hele sin Opmærksomhed mod dens Grundelement, det
vil sige Stavelsen. At dirigere Orkestret
uden Partitur, er i Virkeligheden mindre vidunderligt, end Folk tror. Man løber ingen storre Risiko, og en Kapelmester det blot besidder et Minimum af Sikkerhed og Aandsnæværelse, kan nemt hale Værket frelst i Land. Jeg frygter altid oforudsete Hindringer i sidste øjeblick.
I Musikens Værden gælder det, mere end i nogen anden Kunstart, at kun dén naar frem til Forstaaelse, som yder en aktiv Indsats. Den passive Modtagelse er ikke nok. Man kan nemlig meget godt høre uden at opfatte, ligesom man kan staa og se paa en Genstand uden atgøre sig klart, hvar det er, man ser. Øvermættede med Klange og blaserte med Hensyn til alle klanglige Forbindelser vynker Folk ned i en Sløvhedstilstand, som berøver dem Evnen til at skelne, og gør dem ligeglade for dem. En saadan planløs Stopfodring snart vil fratage dem baade Appetiten og Smagen for Musik.
”Der eksisterer ingen Lyrik uden Regler, og Reglerne maa være strenge. Ellers er det blot en lyrisk Evne, en lyrisk Mulighed, og den finder man alle Vegne. Men hvad mn ikke finder alle Vegne er et lyrisk Udtryk og en lyrisk Komposition. Dertil kræves en bestemt Færdighed, som først maa læres.” – Cingria.
Jag komponerer, fordi jeg nu engang er skabt til det ogikke kan lade være. Mange Mennesker tror, at man for at skabe maa afvente Inspirationen. Det er en Misforstaaelse. Legesom man siger, at Appetiten kommer, mens man spiser, saaleds er det ogsee sikkert at
Arbejdet fremkalder Inspirationen, hvis den ikke harr været til Stede fra første Færd. Men det er jo ikke Inspirationen alene, der betyder noget; det er først og fremmest dens Resultat, eller med andre Ord:
det færdige Værk. Desværre er Forholdet det, at
jo kraftigere Kunstnerens Personlighed kommer til Udtryck, desto sjældnere bliver den fuldstændige Forstaaelse.
Jeg lever hverken i Fortiden eller i Fremtiden. Jeg befinder mig i Nutiden. Jeg ed ikke, hvad Morgendagen vil bringe.
Jeg kan kun være mig bevidst, hvad der er Sandhed for mig i Dag.
Flere anmeldelser om dette MIT LIVS HISTORIE (1935/43)