Kan man frigøre sig af det lidt nørdede i at afhente de støvede læderbind ved bibliotekets lånerskranke, åbner der sig - i hvert fald for den historieinteresserede - en helt ny verden ved bekendtskabet med denne type læsning. Måske burde der have stået gammel verden, for
når vi lukker op for Kancelliets Brevbøger, er vi tilbage omkring renæssancen og Christian d. 4's tid. Hvad kan man så læse i disse bøger? Jo, såmænd det offentlige apparats korrespondance vedrørende høj som lav i en tid, hvor Det Offentlige nærmest var synonymt med
kongen og hans stab af embedsmænd. De tusindvis af breve er oversat til almindelig trykt skrift, der kan læses af enhver og uden kendskab til snørklede gotiske bogstaver. Brevene, der foreligger i sammendrag, er anbragt i kronologisk orden, dækkende et stort spænd af år, og giver øjebliksbilleder fra en tid, der var meget anderledes - men mærkeligt
nok også
på visse punkter uventet moderne i sit menneskesyn. Vi hører i detaljer, hvad en skriverkarl på et gods havde i årsløn for snart 400 år siden. Vi læser om en vandmølle, der skal repareres et sted i Jylland. Vi kigger over skulderen på Tyge Brahe, når han får skriftlige ordrer fra kongen. Vi er med, når kongen lader damebekendtskaber udspionere. Vi hører om uro på arbejdspladsen på en herregård på Sjælland. Og så videre. At næsten alt er skrevet ned med navns nævnelse og angivelse af
tid og sted, gør blot det hele mere spændende. Måske er det éns egen forfader, der får bevilget ægteskab med sin halvkusine, fordi han har beligget hende. For den, der går op i lokal- eller slægtshistorie, er Kancelliets Brevbøger en sand guldgrube. Men faktisk kan de mange
bind læses som en kæmpe samling af fortællinger, der hver især beskriver menneskeskæbner fra det virkelige liv. Hvert bind rummer nok til en hel feries natbordslæsning. Og der er rigtig mange bind. Kan anbefales på det varmeste.
Flere anmeldelser om dette Kancelliets Brevbøger